For ikke ret længe offentliggjorde jeg indlægget hvor jeg fortalte de måske lidt mere negative sider af mit udvekslingsophold. Det var der jeg sammenlignede min situation med en hængebro. At jeg stod rystende på den, og var på vej fra et bjerg til et andet. Hvordan at den forrige familie desværre ikke fungerede, og andre ting som gjorde, at jeg ikke følte det helt let at være udvekslingsstudent.. Men ved I hvad? Det er slut nu! Og nu skal jeg fortælle mere omkring det!
For ikke ret længe siden, havde jeg let givet op, hvis jeg havde fået muligheden. Jeg kan huske, at jeg siden jeg kom har talt dagene, månederne og ugerne til min hjemrejse, fordi jeg så frem til den. Der gik ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på hvor lettere det ville være at have min mor hos mig til at trøste mig, eller at kunne grine med mine danske venner igen. Jeg fik problemer med at spise, for hver eneste gang jeg spiste noget, blev knuden jeg i forvejen havde i maven, større. Det var ikke en særlig rar følelse, så jeg stoppede egentlig bare med at spise ordenligt, hvilket gjorde jeg tabte mig 3,5 kg. Det fik selvfølgelig min krop til at reagere, og min krop begyndte at ryste. Jeg forstod på det tidspunkt slet ikke meningen med udveksling. Var dette en del af den?
Yfu var begyndt at kigge efter en ny familie til mig, og for at være ærlig havde jeg ikke særlig store forventninger. Var egentlig begyndt at tro at det egentlig bare var migselv som ikke var stærk nok, og tro at det ville blive det samme i den næste familie. Jeg fik så af vide, at de havde fundet en ventefamilie til mig, som jeg skulle bo hos i et par uger imens de søgte efter den endelige familie.
Familien bestod af to forældre med fire børn. En datter, og tre sønner. Det var en nyhed jeg blev meget glad for, for er jo i forvejen vant til mange søskende. Datteren var 23 år og var selv på udveksling i Tyskland da hun var yngre. Hun havde faktisk stadig noget at gøre med Yfu, for hun var kontaktperson for Adam, (Udvekslingsstudenten her i Sofia fra Ungarn) Hun hed forresten Tania. De tre sønner var en lille dreng på 4 år mener jeg, og en lidt ældre på 10. Så var der også en søn på min egen alder, nok de seksten sytten år, men som dette år er på udveksling i Holland! Jeg skulle flytte ind hos familien fredag, så det vil sige at jeg er hos dem lige nu, i dette øjeblik!
Og det er egentlig det, hele dette indlæg er omkring. For jeg føler den største forandring. Nu har jeg slet ikke lyst til at tælle noget overhovedet. For jeg vil ikke tilbage til Danmark. Jeg kan lide at være her. Nu er hjemrejsen egentlig bare en ting der gerne må blive væk, for jeg har fundet ud af hvor meget jeg nu har mulighed for at opleve. Jeg spiser igen, og jeg kan ikke stoppe med at være sulten! Min gamle appetit er endelig tilbage, og så er det jo godt at familien laver den bedste mad! xD
Så Tania hentede mig fra yfu-kontoren fredag aften, og vi kørte mod mit nye midlertidige hjem. Da jeg kom ind ad døren, opdagede jeg til min store glæde at de har den sødeste hund kaldet Maxi, hvilket nu har slettet savnet af et kæledyr fra min problems-liste. Jeg sover med Maxi om natten. En mere social og puttende hund, har jeg aldrig i mit liv mødt!
Jeg blev vist ind på MIT HELT EGET VÆRELSE. For første gang i to måneder har jeg mit eget værelse. Det er småt, men det gør mig ikke noget overhovedet. Jeg kan endelig være migelv igen, og have et sted at gå hen, hvis jeg vil have lidt ro i hovedet. Endnu et problem slettet fra problems-listen. Jeg kunne allerede mærke de ubehagelige bobler i maven, jeg havde gået rundt med, forvinde én efter én.
Efter vi havde spist aftensmad, tog Tania mig med ud i Sofia-by. Jeg så ting, jeg ikke havde set før, og selv hvis jeg havde, var det som om jeg så dem på en helt anden måde. Det var som om, at mit sind for første gang åbnede op, og tog tingene ind som spændende og nye oplevelser. Jeg snakkede med Tania hele aftenen. Hun er fantastisk. Vi kan snakke om alt mellem himmel og jord, og det er som om at hun forstår mig fuldt ud. Forstår alt jeg har været igennem. Men det er ikke den bedste ting. Den bedste ting er, at hun er den første person jeg har mødt her i Bulgarien, som har formået at få mit humør op i længere tid end blot en time. Faktisk, har jeg været lykkelig i flere dage, og ikke været på vej til at falde i hullet igen overhovedet. For hver eneste gang en negativ tanke har strejfet mig, har jeg fortalt om den til Tania, og hun har fjernet den igen med det samme. Jeg ved ikke hvordan hun gør det, og kan nok heller ikke finde en forklaring på det, så formoder snart bare at det er magi. Aldrig havde jeg troet, at jeg ville komme til at føle mig så tryg og så godt tilpas nogensteder overhovedet i Bulgarien. Men jeg tog fejl!
Og jeg bliver simpelthen nødt til at sige endnu en positiv ting. Tania er en person, som ikke venter. Hvis hun får en ide, så skal det ske med det samme. Og det er præcis sådan jeg også selv vil have det. Problemet er bare, at de fleste mennesker ikke er sådan, men altid siger: "I morgen, måske næste uge." Men nej. Får Tanja og jeg en idé, skal det ske nu og her. Så lørdag efter frokost tog vi i biografen og så Mazerunner 2. Det var hyggeligt, og jeg glæder mig allerede til flere biografture.
I går skulle jeg have haft min første piercing, men manden der skulle lave den var ikke tilstede, så det bliver vist først efter skole i dag, måske. Og mor, hvis du læser det her, så ikke flip ud. Jeg nøjes med én piercing, og jeg skal nok passe den så der ikke går betændelse i. Det lover jeg. Og husk jeg elsker dig! xD
Så folkens. I kan vist høre på det hele, hvordan det hele har bevæget sig fra negativt til positivt på ekstremt kort tid. Jeg må indrømme, at jeg er skide stolt af migselv. Jeg føler mig stærkere end nogensinde, gladere end nogensinde, og nu kan jeg endelig se meningen med udvekslingen. Jeg er glad for at jeg ikke tog hjem, men blev her.
For den hængebro, ikke? Den var alligevel ikke så svær at komme over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar